Skip to main content

Lækker og smagfuld

Her er der en super lækker Tagine. Jeg er vild med sødmen fra gulerødderne og ærterne og den lidt syrlige bløde smag fra artiskokkerne. Retten kan du lave med oksekød, kalvekød eller lammekød og servere bulgur, ris, couscous eller måske bare noget brød til. Du kan også tilsætte kartofler til selve Taginen, så behøver du ikke ekstra tilbehør.

Tagine eller Tajine, begge stavemåder benyttes ofte. Tagine kommer fra berbisk og betyder lerfad. Lerfadet har et kegleformet låg og er en meget brugt måde at tilberede mad på i Marokko. Den fungerer som en stegeso, hvor maden simrer inde i fadet og dampen kun bliver ledt ud af et lille hul i toppen af det kegleformede låg – lågets “skorsten”.

Vælger du den smukke grønmelerede Tagine som passer til fade, skåle og tallerkner i samme serie, kan du både tilberede retten direkte i ovnen, samt som serveringsfad.

Der findes mange forskellige opskrifter, hvor man kan bruge alt fra fisk, kylling, okse og lammekød og med mange forskellige slags grøntsager og krydderier. Det er egentlig kun fantasien der sætter grænser.

Ingredienser:

Til 4 personer

600 gram kød: okse, kalve eller lammekød

2 løg

3 fed hvidløg

2 gulerødder

300 gram grønne ærter

6-10 artiskokhjerter (kan fåes på glas)

1-2 tsk spidskommen

1-2 tsk gurkemeje

1 tsk kanel

1-2 tsk ingefær

1 håndfuld hakket persille

1 okseboullion terning og 1 stort glas vand

Olie til stegning

Smages til med salt og peber og tilsæt mere af de ovennævnte krydderier efter smag

Opskrift

Skær løg og hvidløg i små tern og brun dem i lidt olie. Brun kødstykkerne og tilsæt alle krydderierne. Tilsæt gulerødder og ærter. Tilsæt dernæst vand, bouillon og hakket persille og lad det simre i kort tid. Hæld derefter retten op i en Tagine og tilsæt artiskokhjerterne.

Din Tagine stilles ind i ovnen med låget på ved 150-170 grader i en time eller længere (kan også stilles på grill ved lavt blus). Har du købt den hvide Tagine og har gasblus, så kan du også lade den simre over gasblusset, hvorimod hvis du har købt den grønne, så skal du holde dig til ovn eller gasgrill, da det kun er de hvide tagines, der tåler direkte ild.

Server med bulgur, couscous, ris eller brød.

Velbekomme!

Værd at vide!

Tilbehør til din Tagine/Tajine: Du kan i princippet serverer lige hvad du har lyst til som tilbehør eller tilsætte kartofler direkte i retten.

Kryderier: I Marokko tilsætter man oftest krydderier på øjemål, og jeg må indrømme, at jeg også selv laver mad på den måde. For mig er det at lave mad en måde at udtrykke mig på og alt efter humør kommer jeg mere eller mindre krydderier i og eksperimenterer med at lave maden på forskellige måder. Du kan udelade kanel, hvis du ikke lige føler for det. Du kan også sagtens tilsætte lidt chili til retten, det smager også rigtigt godt.

Stegetid: I Marokko går man ikke så meget op i stegetid og med en Tagine kan du let lade den simre i timevis uden at det går galt, så længe du sikrer dig, at der stadig er lidt sovs tilbage i retten, så kan din Tagine egentligt ikke få for lang tid.

Få adgang til eksklusive rabatterKUNDEKLUB

Tilmeld dig Tibladins kundeklub og få 10% rabat på din næste ordre.