Min favorit Tagine

Det kan være svært at finde sin favorit blandt de mange opskrifter på velsmagende marokkanske Tagines/Tajines, men denne Tagineret har altid haft en unik plads i mit madglade hjerte. Den har præcis den lækre dybde, syrlighed og kraft som jeg elsker i mad. En super mør kylling med saltede oliven og syrlige konfiterede citroner, smagt til med lækre krydderier. Netop ved at retten får lov at stå og simre tilføres den så utroligt meget kraft og smag. Jeg serverer typisk retten med hjemmelavede pommes frites, men du kan bruge mange former for tilbehør, såsom ris, kartofler eller noget lækkert brød.

Tagine eller Tajine, begge stavemåder benyttes ofte. Tagine kommer fra berbisk og betyder lerfad. Lerfadet har et kegleformet låg og er en meget brugt måde at tilberede mad på i Marokko. Den fungerer som en stegeso, hvor maden simrer inde i fadet og dampen kun bliver ledt ud af et lille hul i toppen af det kegleformede låg – lågets “skorsten”.

Vælger du den smukke grønmelerede Tagine som passer til fade, skåle og tallerkner i samme serie, kan du både tilberede retten direkte i ovnen, samt som serveringsfad.

Der findes mange forskellige opskrifter, hvor man kan bruge alt fra fisk, kylling, okse og lammekød og med mange forskellige slags grøntsager og krydderier. Det er egentlig kun fantasien der sætter grænser.

Ingredienser:

Til 4 personer

4-6 kylling underlår el. blanding af under-og overlår.

2 løg

4-5 fed hvidløg

1-2 konfiterede citroner

Saften af 1 citron

1-2 tsk ingefær

1-2 tsk spidskommen

1-2 tsk gurkemeje

1 tsk kanel

400 g grønne udstenede oliven

En stor håndfuld friske koriander

1 hønseboullion terning og 1 stort glas vand

Olie til stegning

Smages til med salt og peber

Opskrift

Skær løgene i små tern og brun dem i lidt olie. Brun kyllingestykkerne og tilsæt alle krydderierne. Tilsæt dernæst vand, bouillon og friske koriander og lad det simre i kort tid, hvorefter du fordeler et stykke kylling og sovs ud i hver Tagine (altså hvis det er portionstagines og ellers fyldes det hele i én stor Tagine).

Din Tagine stilles ind i ovnen ved 150-170 grader i en time (kan også stilles på grill ved lavt blus). Har du købt den hvide Tagine og har gasblus, så kan du også lade den simre over gasblusset, hvorimod hvis du har købt den grønne, så skal du holde dig til ovn eller gasgrill, da det kun er de hvide tagines, der tåler direkte ild.

Tag Taginen ud og tilsæt oliven, syltede citroner og friske koriander og sæt taginen tilbage i ovnen i ca. 30 min.

Server med hjemmelavede pommesfrites, kartofler, ris eller frisk brød.

Velbekomme!

Værd at vide!

Tilbehør til din Tagine/Tajine: Jeg er vild med hjemmelavede pommesfrites til denne ret. Men det kan også sagtens spises med ris, kartofler, blomkålsris, eller frisk brød til.

Kryderier: I Marokko tilsætter man oftest krydderier på øjemål, og jeg må indrømme, at jeg også selv laver mad på den måde. For mig er det at lave mad en måde at udtrykke mig på og alt efter humør kommer jeg mere eller mindre krydderier i og eksperimenterer med at lave maden på forskellige måder. Du kan udelade koriander og kanel, hvis du ikke lige føler for det. Du kan også sagtens tilsætte lidt chili til retten, det smager også rigtigt godt.

Stegetid: I Marokko går man ikke så meget op i stegetid og med en Tagine kan du let lade den simre i timevis uden at det går galt, så længe du sikrer dig, at der stadig er lidt sovs tilbage i retten, så kan din Tagine egentligt ikke få for lang tid.

Få adgang til eksklusive rabatterBLACK WEEK

Tilmeld dig Tibladins kundeklub og få adgang til de eksklusive BLACK WEEK rabatter. Kun for klubmedlemmer.