
Når snevejret rammer Danmark, så får jeg travlt. Det kribler helt i kroppen for at få alle former for uldtæpper, berbertæpper og Beni Ouarain tæpper i hjemmet ud til rens i sneen… Jo, du læste rigtigt! Du kan rense dine uldtæpper i sneen. Faktisk er dette den mest effektive måde at rense helt i dybden for støv, snavs og pletter og samtidig bevare den naturlige lanolin, som ligger på uldens fibre og som er med til at gøre, at pletter ikke trænger ned i dit tæppe.
Det er ikke bare noget vi finder på her hos Tibladin, det er faktisk et ældgammelt husmoder råd – og det virker!
“Jamen bliver mit tæppe ikke ødelagt?” – Nej slet ikke, tværtimod, så vil luven rejse sig igen og dit tæppe vil fremstå som nyt. Og så tager processen virkelig ikke lang tid! Hvis du har meget store uldtæpper, kan det dog være en fordel at være to til det, da det er tungt for armene:-)
Du kan rense alle former for uldtæpper, uldpufs, uldplaider og uldtrøjer i sneen – blot du følger denne simple guide.
Men pas på, man kan blive lidt afhængig af at se, hvor effektivt det faktisk fjerner støv og snavs! En lækker vinterrengøring i sneen!


Step by step tæpperens i sneen
- Start med at tjekke sneen. Sneen skal være fast og ikke som tøsne. Det bedste er frostsne, men lidt tungere sne virker også fint. Du behøver ikke et tykt lag af sne, bare at tæppets ene flade kan være i berøring med sne. Udvælg et godt spot, som er uberørt og rimelig rent. En terrasse af træ eller fliser eller et stykke græsplæne.
- Læg dit tæppe med forsiden ned ad i ca. 15 min. Det gør ikke noget, hvis det ligger der længere, hvis sneen er frostsne. Med en mere tung tøsne, vil 15-30 min være nok.
- Vend dit tæppe om med bagsiden nedad og lad det ligge. Har du en gammel plet på dit tæppe så kan du med fordel tage en snebold og massere den ind på pletten.
- Ryst dit tæppe og tag det med indenfor.
- Bred tæppet ud i din stue og lad det tørre på gulvet. Tæppet tørrer i løbet af 30 min., hvis du har alm. gulvvarme og lidt længere tid, hvis du ikke har gulvvarme.
- Når du lige får tæppet ind kan det godt se lidt nusset ud, men bare vent! Først når tæppet er helt tørt, vil du kunne se, hvordan farven er blevet mere ren og at luven rejser sig op og dit tæppe vil fremstå som nyt.


Rigtig god fornøjelse med din vinterrengøring!
1-2 gange tæpperens i sneen om året, alm. ugentlig støvsugning af dit tæppe og engang i mellem ryst dit tæppe udenfor; det er hvad der skal til for at dine uldtæpper holder sig pæne i mange, mange år. Vi har Beni Ouarain tæpper herhjemme, som er over 50 år gamle og som stadig bare holder!